Er din forretning klar, når den næste krise indtræffer?

Selvom det nu er mere end et årti siden, at Lehman Brothers krakkede og finanskrisen for alvor tog fart, vækker den økonomiske krise stadig dårlige minder i store dele af erhvervslivet. Da finanskrisen var på sit højeste i 2010, kørte næsten halvdelen af de danske selskaber med underskud (46 %).

En ny undersøgelse foretaget af Danske Revisorer viser, at 37 % af danske selskaber kom ud af det seneste regnskabsår med underskud. Antallet af virksomheder med underskud er steget med 5 procentpoint fra forrige regnskabsår, og det er den største stigning siden finanskrisen.    


I dag arbejder jeg blandt andet som professionelt bestyrelsesmedlem, hvor jeg fra denne rolle rådgiver virksomhedsledere om deres forretningsstrategi og ledelse. Under den seneste finanskrise lavede jeg noget andet. Jeg var adm. direktør i Klestrup partners, som jeg selv havde stiftet i 2003.

Mit mål var dengang først og fremmest, at virksomheden skulle overleve krisen, men vi gjorde mere end det. Vi formåede faktisk at vækste forretningen gennem hele krisen og modtog i årene 2007-2011 fem gazellestatuetter i træk.

I 2011 var Klestrup partners én af kun 12 danske virksomheder, der havde formået at blive kåret som Gazelle virksomhed for femte år i træk. Selvom den seneste økonomiske krise betød vækst for min virksomhed, ser jeg ikke frem mod kriser, men jeg frygter dem til gengæld heller ikke. Jeg ved nemlig, hvad der skal til for at komme godt igennem dem. Og det er med afsæt i de indsigter, at jeg vil give dig tre gode råd, der kan forberede dig og din forretning på den næste økonomiske krise.

1: Hold styr på dine tal
De økonomiske kriser kan være svære at forudse, og derfor er det vigtigt, at du fastholder et overblik over dine vigtigste nøgletal ved at kigge grundigt ind i dem minimum én dag om måneden. Det kan f. eks. være:

  • Ordretilgang
  • Kundesager
  • Opkald
  • Churn

De nøgletal, der er de rigtige vil variere fra virksomhed til virksomhed, men én ting har de altid til fælles – De skal være tæt på forretningen.

Du kan både opsætte for mange nøgletal, der gør, at du mister overblikket, og du kan opsætte for få, så du aldrig opnår overblikket. Er du ikke selv erfaren i at drive en forretning ud fra de kolde tal, bør du rådføre dig hos en ekspert.

Når du kan konstatere, at der er krisetilstand, skal du holde blikket stift rettet mod dit cash- og costflow. I krisetider er den gamle traver cash is king mere relevant end på noget andet tidspunkt. Hvis du først skal ud og låne penge, mens der er krise, bliver det hurtigt ond spiral, der kan kvæle din forretning.

Du skal derfor hele tiden være opmærksom på, hvordan nøgletallene i din forretning udvikler sig og årsagsbestemme afvigelserne. Det sekund du tror, at årsagen kommer ned fra himlen, har du tabt din forretning på gulvet.

2: Eksekvér på dine indsigter
Du skal kunne adskille forretningen fra alt andet og have modet til at eksekvere på de indsigter, du får gennem dine nøgletal. Hvis du ser en afvigelse og kender årsagen, skal du aldrig trække den uundgåelige handling i langdrag eller tro, at det vender af sig selv. Du skal eksekvere med det samme ligegyldigt om det gælder kunder, medarbejdere eller noget helt tredje.

Måske lever en af jeres nye idéer ikke op til de forventninger, I havde opstillet i businesscasen? Så skal den lukkes ned, inden den kommer til at koste flere penge. Måske har du en dygtig medarbejder, der er specialiseret i en bestemt branche, der er på tilbagetog? Hvis medarbejderen ikke flyttes i organisationen, er du tvunget til at fyre medarbejderen, selvom han eller hun er dygtig.  

Måske kan du se, at virksomheden vækster kunder i en bestemt branche, mens en anden branche er i tilbagetog? Hvis det er tilfældet, skal salgsarbejdet flyttes fra den døende branche til den i vækst.

3: Fokuser benhårdt på kunderne
Kan du holde til at miste din største kunde? Hvad med dine to eller tre største kunder? Eller hvad med alle dine kunder inden for én specifik branche?

Den slags overvejelser skal du gøre dig inden en krise indtræffer. Du må ikke være for afhængig af enkelte kunder, og så skal du sprede din risiko ved at brede dig over så mange brancher som din forretning tillader det. Måske har du ikke tidligere arbejdet med offentlige kunder, men har en ydelse, de kan benytte sig af. Så er det nu, mens vi befinder os i en højkonjunktur, at du skal begynde at opdyrke dette marked. For det er for sent, når krisen indtræffer.

Når krisen er en realitet, skal de kunder, der har været fundamentet for, at du kunne opbygge din forretning, have fuld fokus. De skal holdes ekstra glade, for når skruen strammes, går dine konkurrenter på jagt, og i krisetider er det kun dem, der sætter forretningen først, som overlever.

Du skal også selv på jagt efter nye kunder. Kig i dine tal og find ud af hvilke brancher, der er mest købevillige i den kriseperiode, du står midt i, og fokusér alle salgskræfter på dem.

Ledelsesstil
Din vigtigste opgave, når krisen indtræffer, er at være transparent. Så det er konsistent, hvad du kommunikerer til medarbejdere, bestyrelse, investorer, kunder osv. Du skal beskrive situationen åbent og ærligt og forklare, hvorfor de nye tiltag er nødvendige. Din ærlighed belønner sig over for alle dine interessenter.

Brug for rådgivning?
Læs mere om mig på jeppeklestrup.com og send en uforpligtende henvendelse, så vender jeg tilbage, så hurtigt jeg kan.